Sidste nyt 3.

Trappegangen.

Som skrevet på forsiden, har det i årevis, været meningen, at forskønne trappegangen.

Hvorfor skulle det så være nu?

Fordi, det fine Bosch værktøj slider jo ikke sig selv op, ved at ligge på hylden. En anden begrundelse er, at efter at være startet med tredagesuge, skulle jeg jo finde på noget. Jeg havde valget, mellem at begynde en oprydning, (ikke min stærke side) jo jeg var faktisk begyndt, i det små, med planlægning af projektet. Så blev det koldt, rigtigt koldt og da jeg samtidig var faldet over et af mine tre koben, lå det lige for, at starte en nedbrydning. Da dette næsten var færdigt, blev jeg lånt ud som hjælpe mekaniker i en periode. Og nu er jeg så endelig kommet i gang igen. Der mangler kun vandrette lægter, til samling. Tanken er, at der kommer gips på denne side nu, gelænderet kommer på igen og jeg tager fat på den anden side. Det er ikke nemt at arbejde med et gelænder foran, men det er også livsfarligt, at gå ned uden.

En god uge ønskes til alle.

B.H.

Jeg bliver så træt.

Jeg bliver så træt, når jeg gang på gang får indtrykket af, at folk går efter benet, frem for bolden, i deres iver på at neglichere de tiltag, div. foreninger, udvalg, eller andet gør, eller har gjort, for at fremme en sag. 

Senest er det gået ud over ACR (Autocamperrådet) Som jeg har fulgt tæt, da min camperforening, var den ene initiativtager. Det blev til, i en tid, hvor det gik rigtigt godt i vores (jeg skriver vores, fordi, jeg var med til at stifte den) forening DK-Autocam.

Vorees formand mødte tilfældigt, (camperkørere, mødes af og til, på de samme pladser) med en fra den konkurerende og meget større forening. De blev enige om, at forsøge, at lave et sådan samarbejde. 

Der gik noget tid, inden det var blevet konfirmeret i de to foreningers respektive bestyrelser. Men efter beslutningen, om dette samarbejde, blev der rigtigt arbejdet for at fremme AC pladser i samtlige kommuner i DK. 

At tingene også koster penge, overrasker måske nogen, men for ikke at belaste deres respektive foreninger, fandt de sammen med de andre foreninger, som herefter blev medlemmer, en god ide, til at betale udvalgets udgifter, til bl. a. transport. Ja så var der elvfølgelig, nogen, der fik ondt af det.

Det er også næsten lykkes, en nylig opstået forening, at fortsætte dette arbejde, men få det til at se ud, som at det er deres fortjeneste, alt det, ACR har opnået. Hvor små kan man blive,, spørger jeg mig selv. 

Men ingen skal altså forvente, at jeg begynder at bekrige, personer, foreninger, som om nogen, har fået vendt den stemning, der tidligere, har været i de danske kommuner, omkring campere.

Nå nu er jeg blevet træt.

En stille dag på kontoret.

På en af mine ture, med madvognen, skete følgende. På vejen lå en ældre mand, han forsøgte, at kravle frem på alle fire. Jeg rullede vinduet ned, spurgte om han skulle have hjælp.

Han kunne ikke snakke, enten fordi, det var sådan, eller fordi, han grundet faldet, var blevet konfus. Jeg ved jo ikke, hvor længe han havde ligget der. Der lå to stykker af en brækket gren, som sikkert havde skylden for uheldet.

Jeg fik ham på højkant, han var tung, hjalp ikke til selv. Jeg spurgte hvor han kom fra, han svarede ikke. Heldigvis, kom der en kvinde til syne bag lastbilen.

Hun var leder på en institution lige i nærheden, men kendte ham ikke. Vi ledte sammen i hans tøj, efter dokumentation for hans bosted. Han havde intet på sig.  Vi blev enige om, at hun overtog ansvaret for ham og jeg fortalte personalet på Skælskørs afdeling om mit fund.

De mente at det var en fra en nærheden liggende aflastnings sted. Jeg bad dem ringe dertil og fortælle om fundet. Da jeg kom tilbage til stedet, efter at have læsset af, var han væk.

Det får mig til at tænke på, at det er utroligt, at man lader en person, som ikke kan komunikere, eller fortælle hvor han bor, gå rundt, uden nogen form for oplysning om bosted på sig. Den anden mulighed, er, at han er stukket af. Jeg håber det bedste for ham og er taknemmelig for, at jeg måske kom på rettte tidspunkt, for han havde ikke meget tøj på, ud over en åbentstående jakke.

 

Nyt, gammelt job.

Efter at have været arbejdsløs, hele januar måned, ud over nogle småtterier i hjemmet, som at rydde op i mange ting, i huset og værkstedet, for at vente på et bestyrelsesmøde, i gymnastikforeningen, ved mit stuebord. herefter kunne jeg, fjerne de sidste vægge i trappe gangen.

For selv om der er en skydedør, til køkkenet, og jeg har fjernet resterne af den gamle skydedør, ind mod stuen, og lavet så skydedøren, til det lille rum bag pillebrændeovnen, kan rulles derhen hvor den anden var. Det hjælper lidt på støvet, men ikke meget. For værktøjet står i stuen, ofte glemmer jeg at lukke den dør og jeg traver jævnligt igennem stuen, for at hente noget i garagen. Så lige for tiden, gør jeg rent, med en kost og kun støvsuger ved behov.

Nu her fra 1.02.17. er jeg startet i mit nye, (gamle) job, som chauffør på en madbil igen. Det var første dag i går. Det er dejligt, at være tilbage igen.

Det er planen, at jeg skal køre mandag, tirsdag og onsdag, i hver uge. Den sidste 1½ time, lægges sammen, til en ekstra dag om måneden.

Det vil sige, ingen weekendarbejde, under normale omstændigheder. Det er altså betydeligt bedre, end syv dages arbejde og tilsvarende fri. Nu kan jeg rigtigt komme ud med camperen, som det har knebet med på det sidste.

Jeg er stadig i tvivl om, det kan være sandt. Det er lige sådan et job, jeg har gået og drømt om.

Foreninger og klubber.

Efter at have været med i en camperforening i næsten 16 år, helt fra dens begyndelse er det beklageligt at se, hvordan foreningens medlemmer, nu føles mættet. Forumet, som ellers var omdrejningspunktet i den forening, står helt stille. Jeg har for mange år siden råbt vagt i gevær, men efter Facebook kom ind i vores liv, har det fjernet interessen for alt andet.

Den forlængede Juleferie.

Så er det nye år startet. Efter at være stoppet i Børnehuset, er jeg her i januar måned meldt ind i de arbejdsløses kor. Jeg har jo heller ikke holdt fri i meget lang tid. Der har ofte været lange dage, som jo altid skal tillægges 2 timers transporttid i hver ende. Så jeg og min krop, har nok trængt til denne lille ferie. Sådan føles det i hvert fald.

Jeg kunne godt være startet, (det var også planen) på mit gamle job igen d. 2. januar, men Jobformidlingen, anbefalede, som en form for straf, (den mildeste af tre muligheder,) en måned som arbejdsløs, da jeg ellers ikke kunne få noget fra det offentlige, grundet et antal overtimer, svarende til 2½ mdr. udbetaling af fleksløn.

Jeg må da tilstå, (nu har vejret jo også været med mig) jeg er sluppet for at skulle ud i det kolde værksted og rydde op. Jeg har koncentreret mig om, alle de ting, som jeg med undskyldningen: "Jeg har altså så travlt og har ikke haft tid til at begynde med at ordne. Men jeg har pålagt mig selv, at nå en til tre opgaver hver dag, afhængig af sværdhedsgrad og længde.

Det har allerede ført meget med sig, mange ting, som jeg har hængt i bremsen med og som er blevet udskudt utallige gange, det sidste år.

Så nu venter jeg kun på tøvejr og varme, så jeg kan gå i gang med oprydning i garagen, (også planlagt længe og udskudt endnu længere.) Så jeg kan få gang i projekt trappegang.

Det er jo ingen hemlighed, at dette projekt, har stået stille, siden jeg ændrede rørføringen i forbindelse med installeringen af pille brændeovnen. Desværre er der tilstødt projektet en lille ekstraopgave i form af et lille rum, i  skunken, indeholdende et toilet, samt en håndvask.

Det er et gammelt projekt, udtænkt for måske 20 år siden, som der nu skal tages forbehold for, ved reetableringen af gangens vægge, flytning af de to eksisterende døre og etablering af en ny. Jeg er bange for, at den måned går hurtigt, med mit tempo. 

Så er det altså slut.

Nu en uge efter, vi havde haft den sidste snak, var jeg nødt til at sige stop. Man kan byde mig meget, men de løfter, man giver, skal efterleves. Ellers bliver det uden mig.

Jeg havde fra starten sagt, at efter de tre måneder skulle der ske en betydelig løn stigning. Da de indtraf, var man lige midt i privatiseringsprocessen. Han fik udsættelse til 1.12.16. som det sidste. Da var han skiftevis syg, ikke til stede, på kursus, eller andet.

Da han kom igen, gentog jeg mine krav, men han havde så utroligt travlt og der var vigtigere ting. Jeg havde talt med min tidligere chef, jeg kunne godt komme tilbage. Jeg trak den så langt, at hvis han ikke havde et lønforslag klar, inden jeg gik på Juleferie så ville jeg takke ja til den tidligere chefs tilbud om tilbagevenden til madkørslen.

Jeg tog på arbejde onsdag, torsdag og fredag, mellem Jul og Nytår. Mine planer om tætning af et toilet, ved vandlåsen, udskiftning af et andet, samt evt. et tredie og noget flisearbejde i køkkenet, blev pludselig lavet om til at der skulle møbleres om på chefgangen.

Det tog alle timerne, da jeg nærmest var alene om det. Da vi (chefen og jeg) var alene sent på aftenen torsdag kom jeg igen ind på emnet løn. Han måtte med skam indrømme, at han ikke kunne hæve min løn. Dertil sagde jeg som tidligere, så har jeg ikke råd til at arbejde her længere. Han troede nok, at det var for at presse ham og det var det jo også, jeg ville jo have en afgørelse. Jeg ville ikke bruge 4 timer om dagen, til transport og tabe penge på et job, som jeg godt nok, var utroligt glad for, men som også krævede alt, hvad jeg magtede fysisk, men også mentalt. Selv på mine fridage, blev jeg ringet op af personer, der skulle levere en vare, eller ydelse. Ofte sad jeg hjemme og lavede forslag til indkøb, forbedringer, eller ting der skulle i udbud. Det var ok med mig, men så skulle lønnen også være der efter. 

Næste dag fredag, havde vi travlt igen, med de sidste ting i de to kontorer, det handlede om. Jeg spurgte, hvad tid man agtede at tage hjem, fik tidspunktet og begyndte i god tid, at pakke sammen, tøj, sko, støvler. Det var næsten ikke til at slæbe. Herefter afleverede jeg Silvankortet, nøglerne og sagde tak for 5 måneders samvær. Han prøvede lige til det sidste, at overtale mig, han vidste jo godt, at jeg var glad for at være der. Men jeg havde tidligere truffet aftale andet sted.

Godt Nytår til alle.

B.H.

Sidste dag, måske.

Sidste fredag, var jeg iført min største taske ankommet til Børnehuset og startet på oprydning og pakning af mine ting. Da jeg var næsten færdig, manglede bl.a. kaffemaskinen og noget tøj, kom chefen og inviterede på en snak. Han var ked af, som det var gået, (Det skulle han jo sige.) Men han ønskede at vi kunne starte forfra. Han viste den nye Pc. vi fik en aftale om lave ny og betydelig højere løn, Jeg fik løn for de overtimer jeg har haft, hvilket betyder, at jeg ikke får løn i nogle måneder fra det offentlige. Kort sagt vi fik ryddet godt og grundigt op.

Ja nu var det Jul og jeg et meget overbærende menneske, så han fik en chance til.

Jeg ville heller ikke have kunnet undvære ungerne og når man i forvejen har tinitus....

Glædelig Jul til alle.

Så blev jeg voksen.

Og hvordan skal det så forstås? Det skal forstås sådan at jeg har sagt op i Børnehuset. Det hele endte med at blive lidt for meget. De få, men for mig vigtige aftaler vi havde gjort ved ansættelsen, holdt ikke helt vand. Det var ting, som for mig var vigtige, en bærbar pc. som jeg kunne bruge i toget, få lavet nogle opgaver, med bl.a. sætte nogle ting i system, bestilling af varer, m.m. udnytte den 1½ time med bus og tog, så de 4 timer på institutionen, kunne gå med arbejde og ikke planlægning. I starten havde jeg min tablet med, så fik jeg en af gode venner, som jeg havde med, men den var for stor til toget. Efter 4 måneder fik jeg en ældre pc. med Windows XP på, den kunne ikke sammen med den nye scanner/printer jeg selv købte og lagde pengene ud for i tre mdr. da mange ting skulle scannes. Vi var heller ikke enige om, hvad tiden skulle gå med. Mange ting flød rundt om, det var meget nemt, at bede pedellen om at ordne dette, men så blev der ikke tid til reparationerne og det kneb med, at jeg kunne klare de mange løft og gentagne gange at bukke mig for at tage ting op. Jeg var blevet lovet en hjælper, i nogle timer hver dag. Der skal jo helst være tilfredshed begge veje, hvis man skal bruge 4 timer til transport, om dagen, for at arbejde 4 timer tre gange om ugen. Ærgerligt, for jeg var rigtigt glad for at være der. Og mit sidste job, med at komme som Julemand og give børnene godteposer, var en rigtig fin afslutning på det. For selv om jeg gik fra et job med arbejde hver anden weekend, havde jeg alligevel mere tid hjemme, end jeg har haft i de sidste 5 måneder. Det vil jeg indhente nu. Så må vi se, hvad der senere skal ske.

                                                                                                Korsør Julen 2016.

Endnu et år er snart gået og det er blevet tid at ønske en glædelig Jul, samt et godt og lykkebringende Nytår, til mine venner, bekendte, familie, tidligere forhold og deres familier, samt alle dem der læser med på denne hjemmeside.

Tak for jeres dejlige bekendtskab og fordi i tog jer tid til at kigge med, på min hjemmeside. Det har glædet mig.

Året 2016 har udmærket sig på flere måder:

Det var det første år, forhåbentligt af mange, (mener mine kreditorer sikkert) hvor jeg igen arbejder.

Det blev det første af (forhåbentligt) mange, hvor jeg igen bor(alene) i mit hus.

Det blev året, hvor jeg fik to nye job. Det første havde jeg i 7 måneder. Jeg var glad for det, men følte ikke rigtigt det førte til noget, eller nogensinde blev helt færdigt: Den ene dag afleverede jeg nogle vogne, næste dag hentede jeg dem igen. Det var hele tiden en ommer. Eneste forskel, nogle dage kørte folk over for meget gult, andre over for rødt.

Så fik jeg job som pedel. Der har jeg været i 5 måneder, men jeg er allerede flere år bagud. Det kniber med at få tilladelse til at gøre tingene, eller rettere at få pengene til at gøre det.

Det er lidt ligesom med huset, hvor jeg bor. Jeg havde store planer. Og det er ikke fordi, jeg er gået i stå, jeg er bare slet ikke kommet i gang.

Men det har nu alligevel været et godt år for mig. Jeg har fået styr på nogle vigtige ting.

Og ellers fået det, som jeg ønskede mig, eller så godt, som            

Jeg kunne ønske mig det og så kan man vel ikke forlange mere.

Glædelig Jul og godt Nytår

Børge Holm.

Ja så er Julen forlængst startet. Det er ikke en tid, jeg har noget særligt forhold til, udover fridagene og den gode mad. Nu ser det ud til, at Børnehuset holder åbent til d. 23. december. Jeg havde håbet på nogle dage alene, hvor jeg kunne larme og støve. Nu kan det være jeg kan holde nogle fridage.

5991B.Holm

Det blev mit nye medlemsnummer i DACF

Jeg har længe, ja i flere år følt, at den store klub inden for Autocampere nu igen havde noget  at byde på, i forhold til den lille forening, vi stiftede omkring år 2000 Jeg gør det ikke på nogen måde i trods og vil stadig være medlem i den lille forening, men vil prøve at gøre brug af den store forenings ofte flere træf, som måske passer ind i mit liv og dens andre fordele. 

DSB

Nu tales der igen i radioen, om den dårlige service, som DSB leverer. En sag har jo flere sider, som bekendt, men et er sikkert, det er utroligt enerverende for de rejsende, når de gang på gang oplever forsinkelser. Jeg har et job, hvor jeg kan komme og gå som jeg vil, men det har alle jo ikke og ofte er det forbundet med indvolvering af andre kollegaer, ved fravær.

Der er ingen tvivl om, at meget af materiellet er opslidt, det skulle jo være afløst for længst. Men at man ikke for mange år siden, har forstået at lave flere spor, så et havvereret tog ikke holder i vejen for de øvrige, er jo utroligt problematisk. En ting er at blive forsinket i x antal minuter, noget andet er at blive sat af på en tilfældig station. Ofte for at de kan få et forsinket tog tilbage til planen, stopper toget før sit planlagte mål og kører så tilbage. Så står man og må vente til næste regionaltog, på at komme videre.

Så for mig står Danske Stats Baner DSB for Det Skal Bedres.

Glædelig Jul.

B.H. 

Her er der også forsinkelser på udbygningen af banen. Men nu har jeg samlet byggesten (vinkartoner) siden sidst jeg byggede, så nu venter jeg bare på dårligt vejr og fridage.

Så kommer vinteren snart. Glæder mig til tiden igen skal gå med afslapning med togbanen. Jeg må tilstå, at det med tog til tiden, gælder ikke her.

Så fik jeg mit lille projekt færdigt. En opgave lavet til en kollega, som har været min undskyldning for ikke at have fået ryddet op på mit værksted og alle de andre ting, som jeg ikke har nået i den senere tid.

Optimering af Fiestaen.

Så blev det tid at få vinterhjulene på. Jeg havde tidligere på året lavet aftale med min bror om en tecxtylbehandling af bilen samtidig med hjulskiftet. Det var en gammel aftale, desangående på, at jeg havde monteret en forlængerledning for ham. Den blev berammet til sidste weekend.

Dagen oprandt. bilen blev løftet op. hjulene af, en masse skærme taget af og pistolen på. Der gik ikke lang tid før min bror indså, at jeg var den perfekte person, til at holde lampen.

Alternativt, havde vi kun brugt 2 liter af de mange indkøbte dåser. Mit manglende tredimensionelle syn gjorde sig atter gældende. Omvendt havde vi nok ikke været færdig på en dag. At operationen skulle tage en uge mere, var ikke helt med i projektet, men da jeg på forhånd havde set noget rust på udstødningspotten og ville ordne dette. måtte jeg erkende, at det eneste der kunne genbruges var ophænget.

En ny blev bestilt og monteret, idet jeg forholdt mig til det opsatte skilt i værkstedets tilhørende skurvogn, hvor det på skrift står, at hvis kunden er tilstede, eller på nogen måde deltager i reparationen, koster det 100 kr. ekstra i timen. Heldigvis, havde min bror, set sit snit til at montere den inden jeg ariverede med lånebilen, en vw Polo, som forøvrigt kører fantastisk og starter selv i koldt vejr. 

Ja så gik turen til Ornum, til dejlig suppe, hygge, snak og afslapning hos Normændene, et gammelt bekendskab fra mine montagedage tilbage i 1976 i Norge som har sommerhus i DK.

Så det bliver en god lang weekend, med kun et enkelt (men til gengæld stort  projekt.)

Som dog er ved at være færdigt. Det er en skohylde, udformet som et hjul til et udstillingsvindue i en skoforretning. Den har været lang tid under vejs, mange snit med saven, men værst af alt, en masse beslag til at holde hylderne rundt om, som trækker træet i hver sin retning. Det har virkeligt været en stor opgave, men en sjov en. Det er til en kollega fra jobbet, som er med i sin fars foretning og har set en sådan på nettet. Så den er lavet efter et foto. 

Tak til brorskabet for veludført arbejde, mindre end

½ pris men dobbelt så godt, selv om jeg selv var med.

Det vil jeg glæde mig over i mange år og det vil forlænge

min bils alder. Og jeg er rigtig glad for den.

Børnehuset Globen.

Så er de første tre måneder ved at være gået. Jeg er ikke blevet smidt ud endnu. Tværtimod er jeg blevet pålagt en masse spændende opgaver. Det er spændende, sjovt, man gør en forskel og børnene er stadig søde, (nogen af dem) andre er begyndt at udfolde sig, sikkert et tegn på, at de er trygge ved mig.

Men alt i alt er der ikke mange ulemper ved jobbet. Transporten, jeg opgav jo at køre, efter en måned. Og nu giver jeg 122 kr. for toget tur - retur, så nu kan det slet ikke betale sig at tage bilen. Faktisk nyder jeg pausen frem og tilbage, med avisen, en god bog, eller sidder og surmuler, så folk ikke tør sige, hvis de har reserveret pladsen.

Så blev bisættelsen ordnet. Det var en enkelt, men meget smuk bisættelse, med en meget gennemført tale om personens liv og virke. Bagefter var der kaffe og brød på Marinaen.

Dødsfald.

Tale Ved Knud Hansens bisættelse d. 15.10.2016.

Det var med stor sorg, jeg tidligere på ugen, modtog budskabet om Knuds bortgang. Jeg havde ellers glædet mig til at gøre gymnastik sammen med ham, igen i år. Jeg har desværre ikke været så stabil som Knud, der i mange år kun har haft meget få fraværsdage. Gymnastik var Knuds liv og passion og sikkert grunden til, at han så højt oppe i alderen, stadig var let til bens, kunne stå på et ben og tage sine strømper på.

For en uge siden var det slut, et langt liv med gymnastik var forbi. Det er en af de ganske få gange Knud sikkert ikke har fået lavet sin morgengymnastik. I dag bisættes han.

Men det har ikke kun været et liv, med gymnastik det var et langt liv (92 år) som en meget aktiv og virksom person. I mange år var han personalechef ved færgerne, privat havde han kone, børn, stort hus, stor have, kolonihave, båd og brændeovn, ja og en masse andet. Han kedede sig bestemt aldrig.

Knud var omkring den alder, jeg er nu, da jeg lærte ham at kende og han har betydet utroligt meget for mig, udviklet mig som person og betydet uendeligt meget for den Gymnastikforening, Som nu er blevet fusioneret med Storebælt GF. Vores engang arvefjende.

Første gang jeg mødte Knud, var til gymnastik på Halsskovskolen. Jeg var mødt op i herrernes omklædningsrum, som mange andre, 45 - 48 personer. Som man var på holdet dengang. Som den nye blev jeg opsøgt af Knud og Ivan Andersen. Knud der var kasserer i bestyrelsen var allerede i gang med at opkræve penge. Jeg sagde, at jeg måske følte, at jeg var lidt ung, jeg var den yngste, omkring 35 år, tror jeg, i forhold til de andre. Knud sagde, lad os tales ved efter gymnastikken. Det gjorde vi, som ventet var jeg den eneste, der havde sved på panden, meget sved på panden. Efter badet, fulgtes vi over skolegården, hvor vi talte om gymnastik, arbejde ja alt. Det blev starten på et dejligt venskab og en alliance, som varede i mange år. For Knud havde fået den ide, at jeg skulle med i bestyrelsen for foreningen. Jeg takkede pænt nej, de første år. Jeg havde selv et travlt liv: Havde lige købt et gammelt hus, havde en ung kone og en datter som lige var begyndt i 1. klasse. Jeg sad i forvejen i skolebestyrelsen og klasserådet og gik til rigeligt møder i forvejen. Jeg arbejdede for et mindre firma i byen, men var lejet ud til glasværket, det meste af tiden og så lavede jeg biler og alt andet i min fritid.

Men han blev ved. Og et år til generalforsamlingen, blev jeg så valgt ind. Det blev en meget spændende og udfordrende tid, Bestyrelsesmøderne var ofte højrystede, formanden havde altid en plan, på forhånd. Men var nødt til at få accept af kassereren. Det var ikke altid lige nemt. For Knud gik altid med både livrem og seler, specielt hvad økonomien angik, tog han ingen chancer, hvilket de to gymnastikforeninger, i Korsør, som nu er blevet til en, kan være glad for. Den sunde forretning, som Knud om nogen grundlagde, har gjort at KGF, ved sammenlægningen med Storebælt GF var meget velstående.

Men det var også en meget udbytterig tid. Jeg sad der sammen med de to gamle rotter. De havde begge været med lige længe, den ene dog som suppleant det første år, det var formanden Agnete Olsen, kontordame hos Kahler og Breum, (en af byens dengang store arbejdspladser) om dagen, resten af hendes tid gik med Korsør Gymnastikforening. Det gjorde den helt frem til 2 år før hendes død, højt oppe i alderen, mange af dem som formand, mens Knud fortsatte som kasserer i foreningen nogle år endnu, som de fleste af de mange (44) år i bestyrelsen.

I de omkring 7 - 8 år, jeg sad sammen med ham, havde jeg mulighed for at lære, hvad godt bestyrelsesarbejde går ud på. Knud sad og lavede regnskabet i hånden, med sin blyant i hovedbogen. I dag har vi Conventus, betaler regninger på netbank og langt størstedelen af medlemskontingenterne kommer direkte ind på kontoen, uden kassererens medvirken. Årsregnskabet, som skulle med på generalforsamlingen var en stor opgave dengang for en kasserer, i dag trykker man blot på en tast.

Dengang havde Knud samtlige penge, foreningen havde med at gøre i sin hånd. Han talte dem og talte dem en gang til, skrev ned, modregnede og alt hvad man nu gør, på den gamle måde, at gøre tingene og gik så i banken med dem. Et kæmpearbejde.

Regnskabet passede altid på kroner og øre, selv om foreningens formand, havde et noget mere afslappet forhold til orden i regnskabet, løse lapper, kvitteringer og andet. Og dengang var der sjældent mindre end 400 - 500 medlemmer i foreningen.

Men Knud var meget mere end det. Han var også instruktør på herreholdet, (tidligere "karleholdet") som han selv havde deltaget på hele sit liv, på nær i hans militærtid. Om tirsdagen var det under ledelse af Knud "Danmark" Nielsen. Om torsdagen var det Knud Hansen der stod i front for herrerne i mange år, til højt oppe i alderen og uden at få en krone for det. Han mente ikke det var nødvendigt og det var bestyrelsen selvfølgelig glad for. Hvis der manglede en instruktør på grund af sygdom, stod Knud også klar, også, hvis det var et damehold. Han nåede også at optræde på tv sammen med Knud Nielsen, hvor Knud bl.a. Stod på hænder.

Knud var også en stor fortaler for Idrætsmærket. Også her gik han selv foran. Han nåede næsten 70 Guldmærker, Altid stillede han op sammen med de andre på sin ældre cykel og gennemførte i en tid, vi yngre ville være stolt af. Han var også hvert år kontrollant på grønsværen til de andre prøver. Men vigtigst af alt, han gav sin store passion for gymnastik videre til alle der havde lyst til at modtage den.

Han var om nogen den, der samlede og opbyggede den stolte gamle Korsør Gymnastikforening og lagde grunden til dens senere solide økonomiske baggrund. Hans forudseenhed, har været med til, at foreningen kunne give mange unge instruktører, en mulighed for at få en rigtig god instruktøruddannelse, eller en overbygning til den eksisterende.

Knud var desuden, en af de mest ydmyge personer, jeg har mødt i mit liv. Han hadede opmærksomhed og mente ikke han havde gjort noget særligt. Det er vi mange, der er med her i dag, som kan modbevise.

 

Jeg er derfor dybt taknemmelig, for at have kendt ham og arbejdet sammen med ham, for alt det jeg har lært af ham og jeg har prøvet at forstå hans helt enkle motto:

At med punktlighed, og orden i tingene, som i Alt hvad han beskæftigede sig med, kommer man langt.

 

Det gjorde han og det gav ham også et personligt overskud, som han bl.a. brugte til at pleje hans kone, da hun blev syg.

 

Mine tanker går nu til hans børn, børne- og oldebørn, jeg forstår jeres savn.

En stor atlets liv er forbi, men han vil aldrig blive glemt.

Æret være hans minde.

B.H.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

02.08 | 23:08

Spændende læsning,

...
03.09 | 13:17

Har skrevet en mail til dig på borge-holm@live.dk Mvh kicki pelsen

...
27.07 | 12:32

Hey det er mig med den sorte p100
Skriv til mig på mail. Vis du har lyst

...
17.02 | 12:36

Hej Børge, jeg har slet ikke set at du har lagt et billede af mit trinbræt på din hjemmeside. jeg skal snarest tage et billede, Jeg er rigtig glad for mit trinb

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE