Hvad er nu det for en smed ham B.H.

              

”Smeden” eller bare B.H.

 ja det er mig, jeg vil her prøve at fortælle hvem jeg er, samt lidt om mit liv indtil nu, som jeg selv husker det.  

  Starten på mit liv.   

Jeg blev født i København, i året 1956 var der det første år, men har haft min opvækst ude på landet, rundt omkring på en stor del af Vestsjælland, ofte i nærheden af herregårde. Det kan du læse mere om et andet sted under min familie.

Det var en noget omflakkende tilværelse. Vi boede sjældent det samme sted, mere end 1 år før vi igen drog videre, til næste skiftedag, 1. november.    Da jeg som 7 årig kom i skolealderen, startede jeg på Lille Valby skole, men allerede efter kort tid skulle vi videre. Denne gang til Fuglebjerg. Herefter  gik turen til Glumsø. Da vi kom til Løve, var det skole nr. fire. Jeg startede denne gang midt i 2. klasse og gennemførte senere på Høng centralskole 8. og 9. klasse med bestået afgangseksamen.  

De sidste ca. 12 år, inden jeg drog hjemmefra, boede jeg ca. 1 km. udenfor en lille by der hedder Løve, i nærheden af Høng, sådan ca. 12 km. fra Slagelse og 30 km. fra Kalundborg. 

  Allerede som helt ung, måtte jeg tage fat derhjemme. Min mor blev skilt mindre end et år efter vi flyttede til Løve, mine to søskende som kun var knap to og tre år skulle hver dag i børnehave, og mor var da for længst taget af sted. Så jeg lærte tidligt at bestille noget.

Kort efter blev min storebror dræbt en km. fra hvor vi boede, så min mor havde jo rigeligt at tænke på. Hun arbejdede normalt mindst en normal arbejdsuge, men oftest tog hun alt det overarbejde hun kunne få, for der var nok at bruge pengene til.

Da jeg var 11 år gammel, startede jeg også med job efter skolen og i ferier. Jeg havde mange små jobs, bl.a. ved landbruget, især i høsten, men også på en nabogård der havde en lille maskinstation, hjalp jeg til med lettere arbejde. Det var ikke store summer, jeg tjente, men jeg havde ofte kød med hjem til familien.

 I 7. klasse fik jeg et eftermiddagsjob hos en pladesmed i byen, han var af den helt gamle type, som lavede alt i hånden eller over en bjælke i lokalet. Senere startede jeg som arbejdsdreng hos en lille smed, som også drev en vognmandsforretning, med to ældre lastbiler. Her var det meningen jeg skulle have haft en læreplads, men det blev nu aldrig til noget.

Jeg var dog ikke i tvivl, om at det skulle være noget med mekanik. Men det var umuligt, på det tidspunkt at få en læreplads, som mekanikker. Og da jeg jo havde trænet lidt på forhånd som arbejdsdreng, hos denne smed, så jeg vidste hvad det indebar, tog jeg i mod en spændende læreplads, i nabobyen, hvor en af mine venner havde været i lære.

Det var en meget bred uddannelse, med alt fra VVS til traktorer og maskiner. Og til trods, for en til tider meget streng mester, fik man lov til det hele, også at lave maskiner for andre efter fyraften, hvilket også betød, at jeg senere i livet stod rimeligt godt rustet mener jeg selv.  

Efter læretiden, og en god tid som svend, i det samme firma, trak det dog i mig, for at se noget andet. Mindstelønnen var 24,00 kr. i timen, som mester ville give mig. De to svende, som havde været der i 12 og 22 år fik et tillæg på 10 øre i timen.

Så jeg startede som montør i et firma, som lever af at leje folk ud. Den første tid her hjemme, rundt om i Danmark, og derefter i Norge hvor jeg satte maskiner op til bl.a. foderstof- og mølleribranchen. Efter at være kommet hjem og havde

På et tidspunkt, hvor der ikke var så meget at lave i udlandet, og jeg gik og ventede på, først en montage oppe i Bergen på Vestkysten af Norge som trak ud med at få gang i jobbet, og det blev for sent at få campingvognen over fjeldet. Så jeg ventede på den næste montage i Finland. I mellemtiden havde jeg fundet et dejligt job på entreprenørværkstedet i Kalundborg. Her lavede vi alt i entreprenørmaskiner og traktorer, stort og småt. Det var utroligt spændende igen at være tilbage i sit fag.

Min første kone

Her havde jeg nok været i dag, hvis det ikke også var under dette ophold i Danmark, at jeg mødte min første kone, Hun boede på det tidspunkt, sammen med en af de mange venner jeg fik, mens jeg var hjemme. Vi, (altså vennens kæreste) og jeg tog efter noget tid sammen af sted til Norge, da det var blevet lidt problematisk at være i byen, vi rejste der op omkring Påske og blev der resten af året ud. 

Herefter tog vi hjem igen og jeg startede som smed/reparatør på DLG fabrikken i Korsør, som dengang lå der hvor varehuset Føtex ligger i dag. Vi havde fået min mor til at leje et lille sommerhus ved stranden hvor vi overvintrede. Senere fik vi en lejlighed på Halsskov, på 2. sal helt oppe under taget nær der hvor jeg har hus i dag. Der boede vi godt 2½ år. Hvorefter vi flyttede til Norbrinken i den modsatte ende af byen og fik vores eneste barn, en datter, som i dag er 32 år, og nu selv har en dejlig dreng på 13 år. 

Efter en noget problematisk start, hvor jeg efter at have arbejdet rigtig mange timer hver dag, samt ved tilkald og i weekenden, måtte stoppe med at arbejde fra den ene dag til den anden, og gik hjemme og hjalp til med vores barn. Firmaet mente ikke at jeg havde krav på hverken ferie eller afspadsering af nogle af mine mange timer. Så det endte med at vi enedes om at jeg fik en fyreseddel, den første i mit liv. Jeg må da efterfølgende sige, at jeg ikke et øjeblik har fortrudt den første tid, jeg havde i starten med mit barn, selv om pengene var små. Efter et halvt år, havde min kone det meget bedre, og elskede sit barn højere end noget andet.

Nyt job

Op til Påsken året efter, blev jeg tilbudt et job, på en maskinfabrik, hvor jeg fortrinsvis skulle lejes ud til Glasværket i byen. De havde nogle få måneder før lukket deres glasproduktion ned, og havde også fyret en stor del af deres folk. Mit job bestod i at flytte div. maskiner fra den gamle afdeling til den nye, så alt var samlet i disse bygninger, hvor man nu kun skulle koncentrere sig om forarbejdning af glasset, der kom hjem i store tavler på togvogne, modsat tidligere. Hvor det gik den anden vej.     

 I første omgang skulle jeg nu kun være der i tre dage, men så kom der andre ting til og med en sommerferiereparation, blev det til året ud i første omgang. Jeg nød virkelig at være der, og følte, her kunne jeg bruge mange af de erfaringer fra min læretid og efterfølgende montørarbejde.     

Herefter gik turen hjem på værkstedet, som hjælpeværkfører i en noget blandet produktion. Vi lavede alt fra handicap hjælpemidler til specielle hæve-sænkeborde. Det var en spændende og yderst udviklende tid. Den gav mig mod på at tage mere uddannelse og blive rigtig værkfører, men økonomisk var dette ikke muligt. Efter nogen tid, (godt 2½ år) besluttede firmaets direktør sig desværre for at satse helt på staldinventar, grundet at et stort firma, inden for denne branche gik i betalingsstandsning.

Ud at rejse igen.

Det var ikke noget, jeg var særlig kendt med og jeg byttede derfor min båd, som jeg havde købt i min tidlige montørtid og taget med til Danmark, til en ældre campingvogn og tog igen ud på rejsearbejde i det næste år. Først var jeg alene, men hen på sommeren kom min datter, der nu var blevet godt 2½ år gammel og hendes mor op til mig. Vi fik en dejlig tid i campingvognen, og en masse dejlige venner.

Vi lå hele vinteren på montage i Stavanger i Norge. Ofte i 20 graders frost i den ældre sommervogn. Senere tog vi rundt på småjobs i hele Norge med Steinkjer som det nordligste, og Horten som det sydligste. Vi var i mange byer, ofte kun få dage af gangen. Men det var en dejlig tid, den bedste, næst efter vores første tid i Braskereidsfoss.  

Hjemme igen.

Da jeg året efter kom for at hente mine feriepenge, ville min tidligere chef gerne ansætte mig i en kort periode, jeg skulle blandt andet lave nogle sikkerhedsting på nogle af fabrikkens maskiner. 

 Efter kort tid blev jeg sendt på en lille opgave på glasværket igen. Og de bad efterfølgende om jeg kunne være der i nogen tid. Efter yderligere ca. 3 år, som lejet hertil, blev jeg i 1988 ansat der, som reparatør, og her arbejdede jeg til firmaet lukkede i 2010, det blev til 23 år eller 27 år, hvis man også tager noget af prøvetiden med.   

Vi flytter i hus.

Efter at have boet i Norbrinken i 5 ½ år, flyttede vi ind i et dejligt gammelt hus, fra 1888 da det var 98 år gammelt. Det har nu trofast fulgt mig siden, og har indtil nu overlevet 2 ægteskaber, begge er de blevet opløst igen. Det første sluttede lige før vi skulle have kobberbryllup. efter godt 15 års samliv. Hun var  jo nok blevet lidt træt af, at jeg altid havde så travlt, med at skaffe til dagen og vejen, men hun kunne jo selv have hjulpet lidt til, ved at tage et job.

Jeg blev selv boende i huset, først nogle år alene sammen med min datter. Hun havde efter  noget problematik i starten fået lov at bo hos mig. Senere lærte jeg en ny at kende, men det var meget svært at kombinere et kæresteforhold, med også at være far på fuld tid, når man samtidig var nødt til at arbejde rigtigt meget, for at få det hele til at gå rundt. Så dette forhold holdt ikke, selvom det efter en længere pause blev startet op igen på ny. 

Et nyt liv.

Men så efter nogen tid, kom min datter hjem med sin første rigtige kæreste. Efter nogen tid blev deres forhold lidt mere fast, og jeg lærte resten af familien at kende.  Til min 40 års fødselsdag, sad min datters svigermor og jeg og talte hele natten og det blev starten på et nyt forhold, og en helt ny epoke i mit liv.

Det kan jo godt være noget problematisk at have hver sine børn med ind i et nyt forhold, specielt når de også har et kæresteforhold. De første år i huset, var da heller ikke helt nemme, det endte med et brud, mellem min datter og svigersøn. Vi andre, giftede os efter 6 år, i forbindelse med at hun fyldte 50 år. Men fem år efter, følte jeg dog at forskellighederne alligevel blev alt for store, og at der var for mange dårlige dage, så jeg tog beslutningen om at blive skilt igen.        

I de mange år, jeg har haft huset, har jeg brugt en del af min sparsomme fritid, samt naturligvis også en god del penge, på at sætte det i stand. Der er blevet lavet et fint nyt badeværelse, et nyt køkken, og ændret stueetagen en hel del. Tidligere blev der lavet nye gulve i hele stueetagen, samt bygget en udestue og en carport, efter at jeg fik lavet den nye indkørsel, året efter at jeg mistede synet på det ene øje.   

Et nyt liv igen.   

Men et par år efter min sidste skilsmisse, valgte jeg dog at leje det ud, og starte på en frisk et andet sted.  

Efter at have kendt min nye kæreste i nogen tid, var jeg der jo alligevel det meste af tiden. Og huset stod stille, men der skulle alligevel jævnligt gøres rent, slås græs og pudses vinduer. Og den tid, som der i forvejen ikke var for meget af, med mit job, som reparatør, gik jo fra mit nye forhold, så da der meldte sig en lejer, som havde kendt huset siden hun startede i børnehaveklassen, sammen med min datter, tog jeg/ vi beslutningen, om at jeg flyttede permanent til min kæreste.  

Det blev til nogle utroligt dejlige år sammen, så intense, som jeg ikke ville have undværet, selv om jeg til sidst måtte erkende, at forskellen ikke kun var 7 år, men også en hel del andre ting, så som opvækst, syn på andre mennesker og glæden ved at være sammen med andre. Da jeg til sidst, havde været svært at finde samhørigheden og mig selv, i dette forhold besluttede jeg, at nu måtte jeg videre med mit liv.

Det skete dog pludseligt og på den første dag på mit nye arbejde. Jeg havde længe opponeret for, at alle i husstanden skulle hjælpe til. Det ville give mere tid til fælles oplevelser og gøre overgangen til voksenlivet nemmere. Sådan havde jeg opdraget min egen datter tidligere og sådan blev mit eget barnebarn nu opdraget, men det mente min daværende kæreste altså ikke og i accept af dette måtte vores veje desværre skilles. 

En hård tid.

Det blev en hård tid, jeg havde inden for kort tid, mistet min mor, mit job og gået 50 % ned i løn, samt måttet sælge mit kæreste eje, min dejlige autocamper. Og nu skulle jeg finde et nyt sted at bo og starte nærmest forfra igen. Jeg var jo også stadig meget glad for det menneske, som jeg havde elsket så intens, men måtte jo desværre erkende, at vi ikke passede så godt sammen alligevel.

Tilbage til Korsør.

Men jeg var heldig, at en (på det tidspunkt) god kammerat havde et hus stående tomt, som jeg kunne leje. Her boede jeg i et år, tæt ved mit eget hus, som min datter og svigersøn havde overtaget lejemålet på.

Efter noget tid, fandt jeg igen en ny kæreste, (veninde) Vi havde rigtig mange ting til fælles og boede også i flere perioder sammen hos den ene, eller den anden, ofte hos hende da hun kun boede 13 km. Fra mit nye job.

Men vi havde ikke helt det samme temperament, fortiden var stadig for frisk og hun var desuden meget selvstændig, noget jeg ikke var så vant til fra mit tidligere liv. Selv om hun boede ude på landet, med god plads, havde hun nok ikke helt plads til mig i sit liv eller i sit hus.

Det blev til et brud, efterfølgende et nyt forsøg igen, men vi kunne ikke forene to, så alligevel forskellige verdener. Jeg havde hele tiden, ønsket noget mere plads, til alle mine ting, gerne et lille sted på landet og efter lang tid, ¾ år (som helt tilfældigt, faldt sammen med, at vi (jeg) afbrød vores forhold) lykkes det endelig min svoger at købe den lille ejendom udenfor Ringsted, som jeg dermed fik mulighed for at leje. Jeg var da sagt op hos vennen, der nu ønskede at sælge sit hus.

På landet igen.

Det var en lille landbrugsejendom på 8 tønder land, som min svoger drev sammen med sine to andre ejendomme. Den bestod af en beboelse på knap 80 m2 bygget sammen med en svinestald i vinkel, samt en tilstødende lade. Der ud over fandtes et mindre hus, med plads til nogle få dyr, gammeldags das, koksrum og et afsnit til opbevaring af haveredskaber. Det hele lå på en utrolig smuk grund, med en have, som havde været urørt i mange år, ligesom ejendommen trængte meget til fornyelse af træværket og en udtynding i haven. 

Intentionerne var store, jeg havde brug for et sted at bo, til at finde roen, med mig selv. De sidste tre – fire år, havde givet mig store forandringer, mange tilpasninger og ændringer i mit liv.  Hvad det angik, levede det helt op til mig, jeg fandt mig selv, faldt til ro og nød den store have, hvor jeg kunne boltre mig med mine små havemaskiner. Jeg lavede en del på ejendommen, som trængte meget til en kærlig hånd. Det gik fint, mellem ejeren, min svoger og jeg. Jeg spiste tit hos dem, men fandt senere en ny kæreste, til trods for, at jeg havde lovet mig selv, aldrig mere at blive så hårdt angrebet af den sygdom, som kaldes kærlighed. Jeg har haft en formidabel evne til, at forelske mig håbløst, i piger, som var utroligt dejlige, men slet ikke passede til mig. Det er bare svært at se, når man bliver så glad for dem. 

I slutningen af 2013 måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne blive boende, hos min svoger, på hans ejendom. Det var så tæt på, at jeg flyttede sammen med min nye kæreste. Jeg valgte dog at lade være af flere grunde, men bestemt ikke fordi jeg var i tvivl om vort forhold. Det var lige som en fortsættelse af mit tidligere liv, jeg mistede min mor, da hun var 86 ¾ min nye svigermor fyldte 80 da jeg fyldte 57 Selv om alderen begynder at trykke, har hun et bedre liv, end min mor havde de sidste år af sit liv. Naturligvis stiller hun en masse krav, til sin datter, men jeg betragter det ikke som et problem, men siger blot, nyd det, som det er, for det bliver meget værre og en dag har du hende ikke mere. Jeg har selv prøvet det, mine søskende forstod det aldrig. Min bror tog afstand og min søster kom kun, når det virkeligt var et problem.  Jeg har i dag en dejlig svigermor og giver hende den plads, hun har behov for. Som mor så datter, når jeg ser på min svigermor, kan jeg se, at jeg godt tør blive gammel sammen med min kæreste. Hun indeholder en masse ting, som jeg sætter meget højt.    

Flytning igen.

Jeg valgte nu alligevel at flytte tilbage til Korsøregnen. I nærheden af min datter, barnebarnet og de mange fritidsaktiviteter, jeg har i denne by. 

Ingen som læser min hjemmeside, er i tvivl om, at jeg i dag har fundet den dejligste kæreste, der passer rigtigt godt til mit liv, eller omskrevet, som jeg kan få et liv til at fungere sammen med.  Vi har en fælles ide, om hvordan livet skal leves, deler det ligeligt med oplevelser, afslapning eller bare tosomhed. Er lige lykkelige, om vi er mange km. væk fra Danmark, eller blot går en slentretur på 10 – 12 km. eller vi sidder i sofaen og snakker om løst og fast. Vi prøver at få så mange timer sammen, men arbejder på hvert sit tidspunkt af døgnet, hvilket også gør at vi ikke har så mange fridage sammen, som vi kunne ønske. Til gengæld herfor, har vi kvalitetstid hver eneste gang vi er sammen. Efter i mange år, at have rigtigt travlt, både arbejdsmæssigt, men også på det private plan, føler jeg nu, at der er kommet lidt mere balance i mit liv. Ja jeg nyder igen hvert eneste minut.

Om hun er dejlig, ja høj og lækker, jeg kunne ikke ønske hende anderledes, det eneste jeg har ønsket at ændre, var hendes praktiske korte frisure, som nok mest skyldes hendes job på sygehuset. Den er nu blevet til langt hår, som kan sættes op på utallige måder, til stor glæde for mig.

For godt et år siden.

Efter et par års prøvetid, besluttede vi at flytte sammen, i hendes andelslejlighed i Holbæk ved årsskiftet til 2015 det blev nu alligevel lidt før, af nogle mere praktiske grunde, det var også heldigt, for ellers havde vi ikke fået et helt rigtigt godt år sammen. For sådan er det åbenbart her i livet, man skal aldrig vide sig sikker, på noget, eller tage det for givet. For det hele kan ramle på et øjeblik.

For kort tid siden.

Mine lejere, ønskede at købe deres eget hus og da huset efter 6 - 7 års udleje, trænger til en gennemgribende renovering, har jeg besluttet at bo der selv indtil videre, for at foretage denne. Da jeg kun kan arbejde få timer af gangen, ville det kræve alt for meget kørsel ikke at bo der og være til besvær for evt. lejere.

Og da lejeindtægten desværre ikke, efter flere fejlslagne beslutninger i mit privatliv, samt den skat der skal betales af indtægten, hænger sammen med udgifterne, er dette for mig at se den bedste løsning.

Det var ikke min intention at skulle flytte tilbage til huset, men at prøve at sælge et pænt belånt hus i Korsør området i denne tid, er altså i en noget anden kategori, end det at få tilbudt et 12 timers fleksjob.

Det betød desværre enden på det 3½ år gamle og superdejlige og utroligt givende forhold i Holbæk, med den pige, som jeg havde regnet med at skulle bo sammen med resten af livet. Vi havde en masse til fælles og hun har om nogen været god til at støtte mig under mit sygdomsforløb. Jeg var også faldet rigtigt godt til i Holbæk, havde flere bekendte og deltog allerede aktivt i foreningslivet m.m.

Vi har haft en fantastisk tid og en masse oplevelser, selv om jeg som syge dagpenge modtager ikke måtte holde ferie, rejse og heller ikke tjente nær nok til det.

For mig er det at rejse stadig at se verden med en autocamper som udgangspunkt, men jeg fik dog også i dette forhold smag for at flyve til andre destinationer, selv om det aldrig bliver min ynglings beskæftigelse.  Jeg har de sidste 10 – 15 år haft tiltagende problemer med ryggen, tager mange piller, for jeg vil gerne have et liv som alle andre. Men at sidde i en flyvemaskine i en og samme stilling i flere timer, er noget af det værste for min ryg. Da jeg også af  årsager, jeg ikke skal komme ind på her, ikke brød mig om en vigtig del af hendes familie, stillede hun mig over for et ultimatum, som jeg ikke så mig i stand til at efterleve. Da det kort efter kom det frem, at mine lejere ville flytte, ja så lå det jo lige for at flytte tilbage. Jeg har jo heller ikke for vane, at bo mere end et års tid hvert sted.

Det har da heller ikke været helt uden problemer, når man som jeg er vant til god plads, at blive placeret i en tre værelses lejlighed, som var godt fyldt op i forvejen og hvor den eneste mulighed for at udfordre sig selv var hobbyrummet i kælderen i dagtimerne og et minimalt og meget koldt udhus i kolonihaven. Efter et år med stadige problemer med opbevaring af mine mange ting og respekt for dem, fik jeg altså nok. Jeg følte efterhånden at problemerne var større end glæderne.

Det dejlige kolonihavehus, som vi i fællesskab havde købt og moderniseret, var også blevet til skraldespand for aftenvandrernes øldåser. Traileren og bådtraileren med båden, som holdt bag kolonihavehuset var også blevet mål for dette affald. Det havde jeg meget svært ved at acceptere.

Camperen holdt der også, sammen med de andres trailere, men hele tiden i vejen, men når jeg flyttede den, stod der en campingvogn i stedet. Jeg havde som sygedagpengemodtager ikke råd til at opmagasinere den og ved lejligheden, måtte den slags ikke stå og der var faktisk heller ikke nogen ledige pladser.

Ved lejligheden, var der opmærkede P pladser med opgangs numre. Den opgang jeg boede i, havde meget attraktive P pladser tæt ved, som hele tiden blev brugt af de andre opganges beboere. Det blev påtalt flere gange af opgangens beboere.

Jeg forsøgte, at få gennemtrumfet på den årlige generalforsamling, at vi skulle have vores egen opmærkede  P plads og tilbød at stå for arbejdet med skiltene, men bestyrelsen løste problemet ved at give alle pladser fri, så var den plads væk.

Jeg var også blevet bedt om at skære lidt ned på mine ting. Nogen mente, at man ikke både kunne have et hus, en bil, en camper, en båd og et kolonihavehus, når man er på overførselsindkomst. Det måtte jeg til sidst give dem ret i og derfor har jeg skilt mig af med kolonihavehuset. Men jeg er stadig utrolig glad for at have kunnet gå og lave det i stand, for ellers tror jeg at tiden som syge/dagpengemodtager ville have været for lang, kedelig og helt uden indhold.         

Cirklen er nu igen sluttet og jeg er tilbage til udgangspunktet, mit gamle hus, som jeg har ejet siden 1986 men ikke selv beboet i de sidste 6 - 7 år.

Her vil jeg nu prøve at finde mig selv igen. De senere år med hyppige (årlige) flytninger, gentagne tilpasninger og kassering af mange af mine ting, som jeg sikkert aldrig ville have fået brug for, føler jeg har tæret på mig som menneske. eller sagt på en anden måde, jeg holder meget af selv, at kunne vælge.

Det vil jeg nu prøve at lave om på. Om det bliver bedre, ved jeg ikke, Det har kostet en del at tage denne beslutning, både økonomisk, jeg havde jo solgt alle mine ting. Men også på det personlige plan, var det ikke nemt og min ryg magter slet ikke disse flytninger længere.

Men jeg kan nu bedre selv bestemme mine udfordringer og tage beslutningerne ud fra mine egne behov.                      















 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

john næstved landevej | Svar 03.02.2012 20.49

spændende læsning

Børge Holm 30.08.2012 19.08

Hej John.
Hvordan går det med camperen, er der kommet plader på?
M.v.h.
B.H.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.09 | 13:17

Har skrevet en mail til dig på borge-holm@live.dk Mvh kicki pelsen

...
27.07 | 12:32

Hey det er mig med den sorte p100
Skriv til mig på mail. Vis du har lyst

...
17.02 | 12:36

Hej Børge, jeg har slet ikke set at du har lagt et billede af mit trinbræt på din hjemmeside. jeg skal snarest tage et billede, Jeg er rigtig glad for mit trinb

...
06.05 | 02:54

Tak Børge for tipset

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE